4. februar 2019
Fra Nordjylland til hele Norden. Fra lokalt køkken til mesterkokkekøkken. Fra Future Food Innovations udviklingspulje til vækstpuljen.
Foto: Rævhede Naturprodukter
Rævhede Naturprodukter er gået Future Food Innovation-vejen - de startede i et solidt tempo på landevejen, hvor de fik støtte til en oprustning af ”køretøjet” i produktudviklingspuljen. Næste sving går nu ud på motorvejen; tempoet sættes op. Rævhede er klar til vækstpuljens planer.
- For os var det en idé, som blev til OMHU-projektet ved Future Food Innovation. Her var der fokus på produktudvikling, og de resultater, vi har fået igennem projektet, har gjort, at vi virkelig tror på vores kødprodukter i en langt større skala, fortæller Rune Havgaard fra Rævhede Naturprodukter.
Det er gået stærkt for Rævhede Naturprodukter. Deres kød er ikke længere blot et kendt produkt blandt læsere af Pandrup Lokalavis og Aabybro Posten, men sniger sig også ind i køkkenet hos kendte kokke som Timm Vladimir, Gorm Wisweh og Magnus Sonnerup.
Men hvordan går man fra at være en lille og mellemstor virksomhed, der pludselig gerne vil bevæge sig i en ny retning med nye produkter og et generationsskifte oveni?
- Det er svært for en lille og mellemstor virksomhed som os at være både entreprenøren, sælgeren, indkøberen og samtidig tænke nye strategiplaner. Og det er her, at midlerne fra Future Food Innovations GROWTH-pulje er en stor hjælp. Herigennem får vi ny viden og nye øjne på fra de bedste eksperter på markedet, fortæller Rune Havgaard.
I slutningen af 2016 startede Rævhede Naturprodukter sammen med plastvirksomheden Tub-Ex et udviklingsprojekt hos Future Food Innovation om at udvikle en plastmodningspose og en ny modningsteknik til skinker. Her blev de teamet op med ISI Food Protection og en kødspecialist og ekspert inden for fødevaresikkerhed fra Københavns Universitet.
- Fordi vi havde et så vellykket første projekt ved Future Food Innovation, var det helt naturligt for os at påbegynde endnu et projekt ved Future Food Innovation. Og så passer GROWTH-puljen perfekt ind i forhold til, hvor vi står som virksomhed i dag, fortæller Rune Havgaard.
GROWTH-puljen er de ambitiøses pulje, ifølge Bjarne Langdahl Riis, projektleder ved Future Food Innovation:
- GROWTH-puljen er for virksomheder, der vil realisere forretningsidéer og vækste. De kan søge et budget på op til 2 mio. kroner, hvor det så er et krav, at de vækster minimum 20 procent.
Og ambitiøse, det er netop hvad planerne er for den mellemstore virksomhed. Igennem vækstprojektet vil Rævhede udbrede produktkendskabet nationalt og i Norden:
- Igennem GROWTH-projektet ønsker vi at styrke vores brand og organisation, så vi kan vækste på nationalt og internationalt plan, slutter Rune Havgaard.
Rævhede tog Future Food Innovation-vejen
/Default.aspx?ID=8092&newsid=2502&Action=1¤tPage=1&M=NewsV2&PID=31800
https://www.ffbi.dk